Lige om lidt står sommeren for døren og rundt om i virksomhederne er det pludselig blevet tid til at få styr på de traditionsrige sommerfester. Men hvad skal man dog finde på? Vi har samlet seks forslag til firmasommerfester – og for nemheds skyld opdelt dem i temaer, så I hurtigt kan finde dét, der passer til lige netop jeres virksomhed.
’Jamen, du sørger da for vores sommerfest igen i år, ikke?’
Chefen har igen i år valgt at udpege dig som arrangør for den traditionsrige sommerfest i firmaet, og så er gode råd dyre. For i en travl hverdag kan det unægteligt være svært at være kreativ på kommando og diske op med et program til en sommerfest, der både giver smil på læben hos de kræsne kolleger og samtidig til en pris, som ikke giver chefen en blodprop.
Heldigvis er hjælpen nær: Vi har samlet et udvalg af aktiviteter der er velegnet til firmaets sommerfest og opdelt dem efter temaer. Så her er både noget for jer, der gerne vil have sved på panden, jer, der vil mærke historiens vingesus eller til jer, der gerne vil ud i naturen.
Fælles for alle aktiviteterne er, at de kan nås med bus fra København på omkring en time og kan kombineres med middag og overnatning på hoteller og konferencecentre på Sydsjælland og Møn.