Iron Pump gik efter sjove aktiviteter, hvor alle kan være med

Et stort udvalg af teambuilding-aktiviteter og skønne omgivelser var afgørende for festudvalget hos virksomheden Iron Pump i Herlev, da de gik på jagt efter det helt rigtige sted til personaledagen. Valget faldt på Gavnø Slot.

”Vi holder en årlig sommerfest for personalet, hvor vi gerne vil være lidt aktive også. Det skal ikke kun være et arrangement med mad og drikke,” fortæller Anni Vang fra Iron Pump.

Virksomheden i Herlev producerer pumper til skibe og kraftværker og har omkring 90 medarbejdere. Personaledagen er en fast tradition, der har eksisteret i mindst 20 år, fortæller Anni Vang.

”Det er vigtigt for os, at aktiviteterne er af en type, hvor alle kan være med. Det går ikke, at der er nogle, der melder fra sommerfesten, fordi de synes, at aktiviteterne bliver for vilde eller konditionskrævende. På Gavnøs hjemmeside var det let at se et udvalg af teambuilding-aktiviteter, så det var bare at vælge, hvilke vi gerne ville have,” siger Anni Vang.

Selvfølgelig spiller økonomien også en faktor og endelig skulle der også tages stilling til transporten fra virksomhedens adresse i Herlev til Gavnø Slot.

”Vi kunne se, at arrangementet hos Gavnø Slot kunne holdes inden for vores budget. Og samtidig har vi en god aftale med en busvognmand, som sørgede for, at vi blev hentet og bragt. Det var også vigtigt, så kollegerne ikke selv skulle tænke på transport, det fungerede rigtig fint,” fortæller Anni Vang.

Sjov teambuilding

Iron Pumps arrangement på Gavnø Slot begyndte med et par sjove teambuilding øvelser i slotsparken, hvor medarbejderne blev delt op i to hold, sådan at alle var i aktion og der ikke var ventetid.

”Det fungerede rigtig godt med øvelserne, folk synes, det var sjovt,” siger Anni Vang.

Efter øvelserne blev der serveret en stor grillbuffet, som også blev godt modtaget af medarbejderne. Inden busturen hjem var der tid til at gå på opdagelse i den store slotspark, men desværre valgte vejrguderne at åbne for sluserne og på det tidspunkt begyndte regnen at vælte ned.

”Der er så meget skøn natur og flotte blomsterbede i parken, og vi kunne godt have brugt tid på at gå rundt og se mere, desværre begyndte det at regne, lige da vi var ved at være færdige med maden. Alt i alt var kollegerne meget glade for arrangementet, og jeg kan helt klart anbefale Gavnø Slot,” slutter Anni Vang.

OM IRON PUMP:

Virksomheden i Herlev producerer pumper til skibe og kraftværker og har omkring 90 medarbejdere.

Gavnø Slot

Her mødes gammelt og nyt

Gavnø Slot er et af Danmarks smukkeste rokokoslotte og en vigtig del af Danmarks kulturarv, så placerer I jeres firmaarrangement her, får I med garanti en helt unik og mindeværdig oplevelse. Se mere her.