text

Rødvig Ferieby

I Rødvig Ferieby kan I være faglige i en dejlig afslappet og meget uformel atmosfære. Her er I midt i naturen med ro til at tænke stort og rum til både leg og læring.

Tilføj til
Mine steder

Uformelt og alternativt mødested!

Rødvig Ferieby ligger i en lille lund i udkanten af Rødvig på Stevns. Feriebyen er omgivet af træer og buske – et lille isoleret og fredeligt paradis kun en times kørsel fra København. De fredelige og frodige omgivelser, og den afslappede atmosfære, gør Rødvig Ferieby til et oplagt sted for jer, der er på udkig efter et uformelt og alternativt mødested. Her kan I overnatte i de hyggelige træhuse, der også kan anvendes som grupperum, samles i et af de to mødelokaler eller i en af stedets to tipi’er og koble af på den overdækkede terrasse eller i det hyggelige udendørs café-område.

De to tipi’er kan bruges til lidt af hvert: Et uformelt møde, spisning (fx bålmad), teambuilding, meditation eller noget helt femte. I tipi-området er der også borde og bænke, både inde og ude, og en stor grill, så her er basis for mange forskellige aktiviteter.

Stor fleksibilitet

Værtsparret, Mette og Claus, er meget fleksible og imødekommende overfor alle mulige (og umulige) ideer og ønsker, så her har I virkelig muligheden for at tænke nyt og anderledes. Blandt andet samarbejder de med forskellige lokale teambuilding-firmaer, der gerne byder ind med diverse tema-aktiviteter – fx kulinarisk teambuilding.

Oplevelser i lokalområdet

Det er oplagt at kombinere et arrangement i Rødvig Ferieby med et besøg på Stevns Klint, der i 2014 blev optaget på UNESCOs verdensarvliste. Klinten ligger bare 10 minutters kørsel væk. Undervejs passerer I Koldkrigsmuseet Stevnsfortet, der også er et besøg værd.